Tilløbende hunkat lagde killinger i halmstak ![]() En landejendom i Hørsholm har 4 genudsatte vildkatte og 2 egne tamme katte. En af kattene inviterede en ny hunkat med hjem i stalden. Katten sås ikke så tit, for den var meget sky, men en dag kravlede 3 små killinger frem fra halmstakken - og det var mere end stedet kunne bære. Derfor kørte jeg ud for at se på sagen. Der kunne godt være plads til hunkatten, hvis den var rask nok til at blive steriliseret, men killingerne måtte jeg godt tage med nu, fordi hunkatten nok ville flytte kuldet, og så ville det koste en del anstrengelser at indfange killingerne senere. Jeg kunne lige nå killingerne med hånden og forsigtigt lempe dem over i et bur jeg havde med. Killingerne bringes ind til vores internat, så vi kan se, om vi har en passende hunkat der kan opdrage killingerne. Jeg ved godt, det er synd for hunkatten at miste sine killinger, men nogle gange er vi desværre nødt til at tage killingerne med uden hunkat - men eftersom hunkatten i dette tilfælde bliver sat ud igen som neutraliseret, øretatoveret og vaccineret gårdkat, er det nok til at bære. I store boligkomplekser kan det give problemer hvis ubetænksomme børn finder små killinger for at lege eller det der er værre med dem, og hér er vi altså også nødt til at fjerne killingerne, selvom vi ikke får hunkatten med. Jan Flesborg, Katteinspektør på Sjælland. |