Jeg fik et opkald fra en fodervært i København NV, der fortalte, at en kat på 4. uge boede på taget af den ejendom, hun boede i, og at ejeren ikke kunne få fat på den. Jeg kendte godt til ejendommen, for ca. to år forinden havde jeg sammen med en kollega lavet en kæmpe indfangning af katte i dette store boligkompleks, hvor vi endte med at indfange 50 katte og med ejendommens og viceværtens accept at genudsætte ca. 20 sunde katte efter, at de var blevet steriliseret/ kastreret, øremærket mv. De fik sågar flotte, store læhuse doneret et sted fra, som stadig står godt gemt i buskene rundt omkring med halm i, så de kan finde ro om dagen og læ for regn og sne om vinteren. Det blev aftalt med viceværten, at et par faste foderværter skulle stå for fodring, sørge for orden og kontakte Kattens Værn, når der dukkede nye katte op, så det ikke endte med at blive et uoverskueligt problem igen med alt for mange katte og killinger. Og det har siden fungeret rigtig godt.

At dagens opkald så skulle dreje sig om en tam kat på taget af deres bygning, som havde boet der i over 1 måned, fik mig til at tvivle lidt på om det nu også passede helt. Hvem lader sin kat rende rundt på et tag 5 etager oppe uden at ringe efter hjælp, tænkte jeg. Det var midt om sommeren og meget varmt, så jeg var noget bekymret for katten. Jeg bad derfor damen som havde kontaktet mig, om at få fat på ejeren til katten hurtigst muligt og bede ham/hende om at ringe til mig.

Dagen efter fik jeg et opkald fra ejeren. Jo, den var god nok. Katten Boris havde hun og manden adopteret på et internat hos en anden dyreværnsforening, og få dage efter var han hoppet ud af skråvinduet og ud på taget.

Senere på dagen mødtes vi i deres lejlighed og hun viste vinduet, hvor han hoppede ud. De satte hver dag frisk mad i stuen, som han luskede ind og spiste af om natten, når de sov, brugte tissebakken og af sted ud af vinduet igen, uden at de kunne nå at lukke dør eller vindue. Hun sagde, han var hoppet ud kun 3 dage efter, at de havde hentet ham, han havde ikke nået at falde til ro hos dem. Jeg havde taget en fælde med, som jeg viste dem hvordan fungerede, og som de skulle gøre klar m. lækker mad i, når de gik i seng. Når Boris, som jeg forventede, ville gå i i løbet af natten, skulle de lægge et tæppe over, så han faldt til ro, og jeg ville så komme tidlig næste morgen.

Det gik efter planen, Boris gik i fælden midt om natten, og næste morgen kom jeg forbi, og vi aftalte, at jeg skulle tage ham med ud på Kattens Værns internat for videreformidling. Jeg fornemmede, at de aldrig skulle have adopteret Boris, da de ikke havde tiden og tålmodigheden på nuværende tidspunkt til en forsigtig kat, som de skulle bruge lidt ekstra tid på. De var næsten lige flyttet ind, flyttekasserne stod stadig upakket, og de arbejdede uafbrudt, så jeg fortalte dem ærligt, at de slet ikke var klar til at have kat, og at Boris fortjente det bedre. De var enige!

Boris havde det under omstændighederne godt og dyrlægen sagde god for hans helbredstilstand. Han virkede noget nervøs, men efter et par dage på Kattens Værns internat, hvor han fik ekstra opmærksomhed, begyndte han at tø op. Jeg fandt ud af, at han elskede kogt kylling, som jeg hver dag kørte forbi og gav ham. Han blev mere og mere nysgerrig og viste til sidst tillid til os, begyndte at kæle, spinde og gå på opdagelse. Søde Boris endte med at få et nyt hjem i en lejlighed, hos en sød familie, der havde tiden og forståelse for hans behov. De blev også informeret om hans tidligere stunt og havde heldigvis ikke skråvinduer, så ikke flere af den slags narrestreger. Alt endte heldigvis godt for Boris.

Helle Nielsen, katteinspektør på Sjælland.