Katteleksikon - Kattens Værn

Rejse med katte1

Rejse med katte

Du kan godt rejse med din kat, men der er nogle regler, der skal overholdes og ting du skal tage hensyn til.
Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Du kan godt rejse med din kat, men der er nogle regler, der skal overholdes og ting du skal tage hensyn til.

Det kan være en god idé, at efterlade katten i hjemmet, også selvom der kun kommer en forbi og giver mad et par gange om dagen. Katte kan stress unødigt når deres miljø skifter og en flytning eller rejse kan udløse stress.

Du må som katteejer vurdere, hvad der er bedst for netop din kat.

Hvad kræver det at få min kat med ud at rejse

Det afhænger af, hvor du skal rejse hen. Du kan læse om specifikke regler for det land, du ønsker at rejse til på Fødevarestyrelsens hjemmeside. 

Generelt for alle destinationer er dog:

At katten er rabiesvaccineret senest 21 dage før afrejse og at rabiesvaccinen er gyldig (vaccinen er gyldig i et år for katte vaccineret under 1 års alderen og tre år for katte vaccineret efter de er fyldt et år)

At katten ledsages af et gyldigt rejsepas udstedt af dyrlægen, hvor bl.a. kattens id nummer og gyldig rabiesvaccine status fremgår.

Hvad skal jeg ellers tage hensyn til

Hvis du skal flyve med din kat, er der regler for hvilke mål transportkassen skal have. Dette skal du kontakte dit flyselskab om, da det kan variere fra selskab til selskab.

Hvis din kat skal beroliges på turen, skal du tale med din dyrlæge. Ofte anbefaler vi ikke, at berolige katte, da det ofte ikke har den bedste effekt. Et tæppe over kassen giver ro og hulefornemmelse, som katte gerne søger, hvis de er utrygge.

Hvis du skal sydpå skal du undersøge, hvilke parasitter der kan forekomme i det pågældende land. F.eks. kan nogle myg og fluer overføre sygdomme. Ofte er almindelig loppebehandling tilstrækkeligt. Rådfør dig hos din dyrlæge.

Pension

Der findes mange gode kattepensioner, som tilbyder både indendørs og udendørs bure. Kattene bliver passet godt, kælet med og behandlet hvis de skulle blive syge. Trods dette, vil de fleste katte dog alligevel trives bedre i hjemmet, med foderpasser der kommer og går. Men en pension er et glimrende pasningsalternativ.

    Facebook
    Email
    Print