Katteleksikon - Kattens Værn

Drægtighed og fødsel2

Drægtighed og fødsel

En kat er drægtig i 63 dage fra den bliver parret. I modsætning til hunde, der ikke altid bliver drægtig ved en parring, bliver en kat det næsten altid. Det skyldes, at hunden kun har ægløsning i en begrænset periode, hvorved parring skal ske præcis dér, før det resulterer i en drægtighed. Men en kat i løbetid ”gemmer” æggene og har først ægløsning idet den bliver parret, hvorfor det næsten altid resulterer i drægtighed.
Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Hvor længe er en kat drægtig

En kat er drægtig i 63 dage fra den bliver parret.

I modsætning til hunde, der ikke altid bliver drægtig ved en parring, bliver en kat det næsten altid. Det skyldes, at hunden kun har ægløsning i en begrænset periode, hvorved parring skal ske præcis dér, før det resulterer i en drægtighed. Men en kat i løbetid ”gemmer” æggene og har først ægløsning idet den bliver parret, hvorfor det næsten altid resulterer i drægtighed.

Hvordan ved jeg om en hunkat er i løbetid

Hunkatten kommer i løbetid første gang ved 5-6 måneders alderen og vil typisk ændre adfærd, så den vandrer rastløs rundt med halen til side. Den vil ligge sig i bedende stilling med bagparten oppe, halen til side og så miaver de utrolig meget og højt. Nogle skriger decideret.

Hvornår gammel bør en hunkat være, før den må få killinger

Vi anbefaler ca. 2 år gammel. Det betyder, at hunkatten er moden til at tage sig optimalt af killingerne. Men vi oplever samtidig rigtig mange ungkatte, der får killinger og som klarer det rigtig flot. Så der vil aldrig være et helt endegyldigt svar på det spørgsmål.

Hvordan ved jeg om en kat er drægtig

Katten vil i starten ikke vise tegn overhovedet, men i den sidste 1/3 af drægtigheden vil den blive tykkere om maven, få stort mælkevæv og større dievorter.

Kan jeg give min hunkat p-piller, så hun ikke bliver drægtig

Ja, det kan du godt. Men vi anbefaler det ABSOLUT ikke. Der er utrolig mange alvorlige bivirkninger ved en sådan behandling, som f.eks. voldsomt forhøjet risiko for livmoderbetændelse, misdannelser i livmoderen, kræft i mælkekirtlerne mv. (se mere her)

Hvordan foregår en fødsel

Hunkatten vil før fødslen blive urolig og rastløs. Hun vandrer noget rundt inden hun vælger et sted at føde. Fødslen varer typisk 1 til 6 timer, men kan godt vare længere. I staten vil hunkatten puste meget og nogle gange med åben mund og maven kan trække sig sammen pga. veerne. Der kan komme blod og fostervand fra skeden og hunkatten slikker sig i området.

 Killingerne fødes en efter en og der kan gå alt fra minutter til en times tid imellem. Killingerne fødes i deres egen fosterhinde, som hunkatten hurtigt bider hul på efter fødslen. Herefter slikker hun killingen tør og æder moderkagen. Hun bider også navlesnoren over.

 Killingerne vil hurtigt efter fødslen søge mod dievorterne for at die råmælken, som er yderst vigtig for deres immunforsvar og trivsel. Når sidste killing er født, slapper hunkatten mere af, puster ikke mere og er rolig.

 Ofte er en katte fødsel ukompliceret og kræver ikke assistance fra mennesker.

 Hvis der er komplikationer, skal du ringe til dyrlægen og få råd til hvilken hjælp der kræves. Det kan være alt fra, at hjælpe killingen ud af fosterhinderne og klippe navlesnoren, til at køre afsted til dyrlægen med en hunkat, hvor fødslen er gået i stå.

 Hvad er en fødekasse

Det er en ”hule” som hunkatten kan tilbydes at føde i. Du kan bruge en papkasse med håndklæder, en kattehule mv. Husk, at underlaget bliver fyldt med blod og fostervand og skal kunne vaskes hyppigt eller udskiftes ofte. Underlaget skal helst være blødt og tykt, så det isolerer fra kulde fra bunden.

Hvor mange killinger får en kat

En kat får typisk 4-6 killinger pr. kuld og kan få op til 4 kuld på et år. En hunkat kommer i løbetid igen, når hendes killinger er ca. 4-6 uger gamle.

Hvad har hunkatten brug for inden fødslen

Hun skal spise killingefoder med masser af energi gerne en måneds tid inden forventet fødsel, så hun har overskud til både fødsel og diegivning. Desuden skal hun gerne have en ormekur, da det stress drægtighed og fødsel har på kroppen, kan aktivere sovende ormestadier i kroppen, som sidenhen vil overføres til killingerne. Hun skal forsætte på killingefoder til killingerne afvænnes, når de er 12 uger.

Hvad har killingerne brug for efter fødslen

De skal die hos deres mor til de kan spise killingefoder selv, det starter de typisk med når de er 4-5 uger. Herefter dier de mindre og senere vil hunkatten afvise dem helt – typisk når de er ved at være klar til fravænning. Desuden skal de have ormekur ved 3., 5. og 7. leveuge.

De kan vaccineres første gang fra de er 8 uger.

Hvordan flasker man en killing op

En killing skal alt efter alder have modermælkeerstatning hver 2.-3. time – også om natten! Når den bliver større og kan spise større portioner ad gangen, kan den spise sig mæt nok, til at sove hele natten uden mad.

Engangssprøjter fungerer fint til formålet og til de helt små nyfødte killinger, kan der sættes et stykke ventilgummi på studsen af sprøjten. Færdigblandet mælkeerstatning er bedst, da pulveret til opblanding ofte giver forstoppelse. Efter måltiderne skal man massere urinåbning og endetarmsåbning med vat eller papir, så killingen kan tisse og have afføring. Hunkatten slikker nemlig killingen, som stimulerer afgang af urin og afføring. Killingen vil ikke tisse eller have afføring, hvis ikke den stimuleres først.

Man skal huske, at det er uhyre vigtigt, at en killing får den rette kontakt til andre katte. Dette gælder både andre killinger og en voksen kat. Denne kontakt vil bidrage med indlæring af normal katte adfærd, forståelse for hierarki og hjælpe med rette tilknytning, de skal have til andre katte i deres indlæringsperiode.

Hvornår må en killing tages fra sin mor?

Loven dikterer, at killinger skal blive hos deres mor til de er minimum 12 uger gamle.

Hvornår åbner en killing sine øjne?

Den åbner øjnene når den er ca. 10 dage gammel

Hvordan ved jeg hvor gammel en killing er?

Som tommelfingerregel kan du regne med, at en killing tager ca. 100 gram på hver uge, dvs. vejer den 500 gram er den ca. 5 uger gammel.

Hvornår skifter en killing øjenfarve?

En killing bliver altid født med blå øjne og får først sin endelige øjenfarve i 5-6 ugers alderen.

    Facebook
    Email
    Print