Katteleksikon - Kattens Værn

Jeg vil gerne lukke min kat ud

Jeg vil gerne lukke min kat ud, hvordan gør jeg?

Vent til katten er mærket og neutraliseret.
Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Vent til katten er mærket og neutraliseret

Du skal vente med at lukke din kat ud til den er mærket, dvs. har fået øretatovering og/eller chip. Alle katte, og især de der er nyligt lukket ud, kan blive væk.

Samtidig anbefaler vi, at du skal vente til din kat er steriliseret eller kastreret, da store killinger bliver kønsmodne allerede i 5-6 måneders alderen.

Træn med gåture i snor og sele

Du kan hjælpe din kat med at lære grunden at kende ved, at gå ture med den i sele og snor. Det er vigtigt, at selen sidder godt og ikke er for løs. Træn med katten indendørs, indtil den er tryg ved selen. Husk altid at sætte selen på katten inden I går ud, så du ikke risikerer, at katten smutter fra dig udenfor, inden sele og snor sidder godt.

Bor du i lejlighed og skal gå tur i en gård, kan det være godt, at transportere katten til og fra gården i en transportkasse, igen for at undgå, at den smutter fra dig hvis den bliver forskrækket. Sæt sele og snor på i lejligheden og lad katten have det hele på i kassen på vej til og fra gården.

Når katten virker kendt og ikke nervøs, kan du prøve at slippe den. De fleste træner med gåture dagligt i 1-2 uger, inden katten slippes løs. Husk at undersøge området, så der ikke lige kommer en løs hund eller en knallert forbi de første gange.

Afmærk grunden med grus

Du kan lægge lidt brugt grus fra kattens bakke rundt langs hegn eller hæk, og herved kan katten finde hjem pga. duftene.

Hjælp katten med at bruge kattelemmen

Hvis du har installeret en kattelem, skal du træne din kat i at bruge den. Sæt evt. lemmen fast, så den er helt åben hele tiden de første par dage, så katten frit kan gå ud og ind. Du kan også lade lemmen være lukket og putte katten igennem og så belønne med en godbid.

Lok med mad eller lyd der minder om mad

Det kan være hjælpsomt, at træne hjemkald med katten fra starten, så du efterfølgende kan lokke den hjem f.eks. om aftenen. Væn katten til en kaldelyd eller en lyd fra en dåse tørfoder/godbidder, som minder den om, at der er mad i vente. Brug samme kaldelyd hver gang.

Træn din kat i dårligt vejr og på tom mave

De første gange, at katten skal ud på egen hånd, kan du sende den ud i lidt dårligt vejr og gerne på tom mave. Så kan du kalde den hjem efter kort tid ude og hermed lære katten, at gå små ture og komme hjem igen. Herved udvider den territoriet langsomt og bliver forhåbentlig ikke så nemt væk, ved at gå for langt hjemmefra for tidligt.

Voliere/udebur

Hvis du ønsker, at din kat skal have ude adgang, men ikke ønsker, at den skal gå helt frit, kan du bygge en voliere/udebur til din kat.

Godt naboskab og lov om udekatte

Lov om mark og vejfred dikterer, at du skal holde din kat på egen grund. I henhold hertil, er det vigtigt, at du tager hensyn til dine naboer. Tal med dem allerede inden du anskaffer dig en kat, så ved du om de kan lide katte, og lidt om hvad du skal forvente. Hvis du er tilflytter med kat, er det en god idé, at tage en lignede snak med de nye naboer.

Du kan sørge for, at katten bliver på egen grund ved at indhegne din have eller bygge en voliere/udebur til din kat (læs mere her). Hvis din kat går frit, kan du sørge for, at give den gode muligheder for at besørge på egen grund, ved at lave en ”kattebakke” i haven i en krog, bag et skur eller lignende. En sand/grusbunke er fint og ellers en almindelig stor kattebakke. Husk at tømme for afføring, da en fyldt bakke, vil få katten til at gå andre steder hen.

    Facebook
    Email
    Print