Fejlmeddelelse

Notice: Undefined offset: 1 in drupal_settings_initialize() (line 774 of /data/602611642/includes/bootstrap.inc).

Pelspleje hos katte

Skrevet af Internatsleder Rikke Snedled for Kattens Værn

Der er langhårskatte, semilanghårskatte og korthårskatte.

Det er ikke alle pelstyper der kræver den samme pelspleje, men alle katte har godt af det, og det er en skøn måde at give sin kat omsorg og nærvær på. Og så kan man samtidig mærke sin kat efter for sår, utøj mm.

Det har også den fordel at der vil være mindre hår rundt på møblerne, og det vil mindske mængden af hår som katten slikker i sig ved soignering, som kan sætte sig som hårboller i tarmene. Hvis katten har problemer med hårboller kan dette også afhjælpes ved at tilbyde kattemalt, kattegræs eller stuebambus.

Langhårs-/semilanghårskatte.

Anskaffer man sig en langhåret kat, skal man sætte sig godt ind i pelspleje og regne med, at der skal afsættes tid til det.

Deres pels består af underuld inderst og lange dækhår yderst.

Det der nemt sker er, at underulden løsner sig og griber fat i de lange dækhår og hermed dannes der små filtrer, som bliver større og større, hvis ikke de fjernes jævnligt.

Bliver det ikke holdt, kan det blive så slemt at det bliver et helt tæt uldtæppe om katten, så den har svært ved at bevæge sig, og huden slet ikke kan ånde. Dette er meget smertefuldt for katten. I sådanne tilfælde må man gå ind og bedøve katten og barbere den helt ned. Og derefter kan man så starte forfra og holde det ved lige derfra.

Så anskaffer man sig en langhåret kat, er det vigtigt at vænne den til at blive børstet fra start af.

Man kan med fordel gøre det til en hyggestund, hvor man vænner katten til at man rører den over hele kroppen og dermed mærker efter evt. knuder dagligt. Væn den forsigtigt til kam/børste og gå den godt igennem med kammen jævnligt, alt efter hvor meget pelsen filtrer. Der er stor forskel på hvor meget de filtrer, nogle kræver at blive redt hver dag og andre holder næsten pelsen selv.

Man starter eksempelvis fra bagkroppen hvor man tager pelsen i små portioner som redes igennem med hårene og så går man på den måde videre indtil man har været det hele igennem.

Reder man bare fra hovedet og ned af kroppen med en børste, får man ikke altid fjernet filtrene nede i bunden. Hver altid meget opmærksom på de udsatte steder som maven, mellem benene og ved ørene. Er filtrene ikke til at rede ud, kan man med fordel bruge en filterkniv. Vælger man at klippe med en saks, skal man passe meget på at man ikke kommer til at klippe i den tynde hud. Klip altid væk fra katten, med hårene.

Redskaber til langhårskatte kan være:

  • En metalkam med brede mellemrum, som bruges til at få fat i de filter der skulle være, og som fjerner underuld.
  • En karte kan efterfølgende bruges. Den fjerner løse hår og giver en flot finish.
  • En filterkniv, til de genstridige filter.
  • I fældeperioderne kan man med fordel bruge en Furminator som går effektivt ind og fjerner underulden.

 

Korthårskat

Korthårede katte er gode til at holde deres pels selv og kræver ikke det samme som en med langt hår, men som nævnt i første afsnit, er der jo andre fordele ved det også.

Redskaber til korthårskatte kan være:

  • En metalkam med tætte tænder.
  • En naturhårs- elle gummibørste, der kan fjerne de løse hår.
  • I fældeperioderne kan man med fordel bruge en Furminator som effektivt går ind og fjerner underulden.

 

Overvægtige katte kan have mere brug for hjælp til soignering, da de ikke altid kan nå alle steder på kroppen.

 

Lær din kat at blive børstet.

Lær din kat at blive børstet helt fra killing af, så det er noget den kommer til at elske.

Start altid når katten er træt og gerne vil hygge. Er den legesyg vil det sikkert ikke blive en succes.

Begynd med at rede den med hænderne, så den vender sig til at blive rørt over det hele.

Når den har det fint med det, kan du så småt begynde med en kam eller børste. Start altid i hoved eller ved halsen, hvor de fleste katte godt kan lide at blive rørt, og når den er ok med det, kan man bevæge sig videre.

Ros altid katten og forkæl den evt. med en ynglingssnack ind imellem, og fortsæt ikke længere end katten gider, da det helst skal være en god oplevelse.

Adopterer du en voksen kat, er det ikke sikkert at den har været vant til at blive børstet, men det er ingen hindring. Vent dog til katten er helt tryg i dens nye hjem, før du begynder at øve med den. Det gøres på samme måde som hos en killing, men det kan godt tage længere tid at lære.